• Inflation og opkøb trækker driftsresultatet ned hos Coloplast

    来源: BDK Finans / 09 11月 2023 01:49:30   America/New_York

    Selv om Coloplast øgede omsætningen med ni procent i det netop afsluttede regnskabsår, materialiserede det sig ikke rigtigt på bundlinjen. Det viser årsregnskabet for det forskudte regnskabsår 2022/23, som er offentliggjort torsdag. Det viser et resultat før skat på 6,025 milliarder kroner, hvilket er to procent lavere end i det foregående regnskab. Også overskudsgraden er faldet fra 31 procent til 28 procent, og Coloplast angiver selv inflationspres på produktionsomkostninger og stigende driftsomkostninger som årsager til, at overskuddet falder en smule. Samtidig har selskabet gennemført opkøb af selskaberne Atos Medical og Keresis, hvilket har affødt ekstraordinære afskrivninger på 219 millioner kroner, som også trækker regnskabet ned. Opkøbene vil dog styrke selskabet på lang sigt, minder adm. direktør Kristian Villumsen om i en kommentar til årsregnskabet. - Med afsæt i vores stærke kerneforretning og de opkøb vi har foretaget over de seneste år, ser jeg frem til at accelerere vores langsigtede vækst til 8 til 10 procent samt fastholde en langsigtet driftsmargin på over 30 procent, siger han. Coloplast producerer sygeplejeartikler inden for områder som stomi, kontinens og hud- og sårpleje. Stomi og kontinens udgør henholdsvis 37 og 32 procent af omsætningen, der sammenlagt løb op i 24,5 milliarder i det seneste regnskabsår. Selskabet har hovedkvarter i Humlebæk og blev stiftet i 1957, efter at sygeplejersken Elise Sørensen fik ideen til verdens første selvklæbende stomipose. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/inflation-og-opkoeb-traekker-driftsresultatet-ned-hos-coloplast
分享